Vi har kun øjeblikke at leve
NUET
At vide hvad du gør, mens du gør det, er essensen af mindfulness praksis
Den viden er en ikke konceptuel viden, eller en større en og dybere end konceptuel viden. Det er opmærksomheden selv.
Indsatsen selv, er sin egen slutning. Det gør vores oplevelse mere levende, og vores liv mere ægte.
Dette leder direkte til nye måder at se og være i dit liv, fordi det nuværende øjeblik afslører, når det bliver anerkendt og æret, en meget særlig, faktisk magisk kraft: Det er den eneste tid nogen af os har.
Det tager ikke længe, inden den formelle meditations praksis, flyder over, ind i dit hverdagsliv, på den måde at du intentionelt giver større opmærksomhed fra et øjeblik til det næste, uanset hvad du laver.
Vi praktiserer mindfulness, og husker så godt vi kan - det er med betydelig venlighed mod os selv, og lige såvel med noget beslutning og disciplin - at være tilstede i alle vores vågne øjeblikke.
Vi praktiserer at være vågne gennem alle de små op og nedture vi går igennem i løbet af dagen. Sindets storme, vores krops storme, og stormene i det ydre liv, og i det indre liv.
Vi arbejder på at være, hvor vi allerede er, og være der fuldt.
Opmærksomhed, indsigt og sandelig også sundhed, modnes selv, hvis vi er villige til at give opmærksomhed i alle øjeblikke, i det enkelte øjeblik, og ser, at vi har kun øjeblikke vi kan leve.
Hjertet af formel meditationspraksis -
At sidde
Som at trække vejret, er at sidde er ikke fremmed for nogen. Men at sidde mindful er noget andet, end bare ordinært at sidde. Forskellen er vores opmærksomhed.
For at praktisere at sidde skaber vi en tid og et sted til ikke-gøren.
Vi indtager bevidst en vågen og afslappet kropsholdning, så vi er relativt tilpas med ikke at bevæge os.
Så tager vi simpelthen med rolig accept residens i øjeblikket uden at fylde det med noget. Du har allerede prøvet dette i forskellige øvelser, hvor du har lagt mærke til din vejrtrækning.
Det hjælper meget at sidde med en oprejst og værdig kropsholdning, med dit hoved, nakke og ryg i lodret balance. Det tillader vejrtrækingen at flyde lettest. Det er også det fysiske udtryk for en indre holdning af selv-tillid, accept af sig selv og vågen opmærksomhed, som er kultiverende.
Normal sidder vi enten på en stol eller på gulvet på en pude. Det bedst med en stol med lige ryglæn, der tillader dig at have dine fødder flat på gulvet. Hvis muligt så sid væk fra ryglænset, så rygraden støtter sig selv. Hvis du vælger at sidde på gulvet, så sid på en pude 10 - 30 cm over gulvet. Der er mange måder at sidde med benene, enten over kors, eller knælende. Vigtigt er det at knæende er under hoftens højde, for at sidde afslappet. Hvis du er i tvivl, så spørg en erfaren meditationslære. Hvis du vil sidde knælende, kan du have en højere pude mellem benene, eller en skammel designet til formålet. At sidde på gulvet kan give en rar fornemmelse af jordforbindelse, og være oprejst og støttet i dig selv.
I sidste ende er det indsatsen og ikke måden du sidder på, der giver resultaterne.
Meditationsstillingen er vigtig, fordi den støtter og kultiverer en indre stemning af værdighed, tålmodighed, nærvær til, og accept af sig selv. Hovedpointerne er oprejst, i balance mellem hoved, nakke og ryg, afslappede skuldre og sid behageligt med hænderne, typisk placeret på knæene eller i skødet.
Når vi har sat os bringer vi opmærksomheden til vejrtrækningen. Vi mærker den komme ind, og vi mærker den gå ud. Vi dvæler i nuet, øjeblik, efter øjeblik, åndedrag efter åndedrag. Det lyder enkelt og det er det. Fuld opmærksomhed på hele indåndingen og fuld opmærksomhed på hele udåndingen. Lad vejrtrækningen være spontant, som den er, observer den, og mærk alle fornemmelserne, påtrængende og subtile, så godt vi kan.
Det er enkelt men det er ikke nemt. Du vil sikkert bemærke, at selv om du sagtens kan sidde og se fjernsyn eller i en bil i timevis, vil det at sidde med dig selv alene, uden at gøre andet end at observere din vejrtrækning være vanskeligt. Du vil sikkert bemærke at i hvert fald en del af dig ikke har lyst til at blive ved med det særlig længe.
Efter et minut, eller to, eller tre, eller fire vil enten kroppen eller sindet have fået nok og kræve noget andet, enten at skifte stilling, eller gøre noget helt andet. Det er uundgåeligt. Det sker for enhver, ikke bare nye i meditation. Det er her meditation bliver særlig interessant og frugtbart. Normalt flytter kroppen med hver gang sindet vandrer. Hvis sindet er rastløs, er kroppen rastløs. Hvis sindet vil have noget at drikke, går kroppen hen til køleskabet. Hvis sindet siger, det her er kedeligt, rejser du dig op, før du ved af det, og ser efter noget der kan gøre sindet glad. Det virker også den anden vej rundt. Hvis der i kroppen føles ubehag, vil den skifte til en anden stilling, eller sindet giver sig straks til at finde noget andet at lave, eller gøre noget, og du vel rejse dig, faktisk ingen du ved af det. Ellers finder du dig selv helt væk i tanker eller dagdrømme.
Hvis du gerne vil have mere ro og blive mere afslappet undrer du dig måske over at sindet så hurtigt keder sig, ved at være med det selv, og hvorfor din krop er så rastløs og ikke tilpas. Du undrer dig måske over impulserne til at fylde alle dine øjeblikke op med noget. Hvad får kroppen og sindet til at ville noget andet end at være rolige?
Når vi praktiserer meditation prøver vi ikke at besvare disse spørgsmål. Vi opserverer blot impulserne der kommer til at rejse sig, og / eller de tanker og følelser der går gennem sindet. Og i stedet for at springe op og gøre hvad sindet beslutter er næste ting på dagsordnen, bringer vi blidt men bestemt vores opmærksomhed tilbage til vejrtrækningen ved maven, og fortsætter med at ride på vejrtrækningens bølger, øjeblik, efter øjeblik, efter øjeblik. Det kan være vi tænker over hvorfor sindet opfører sig sådan et par øjeblikke, men basalt set praktiserer vi at acceptere hvert øjeblik som det er, uden at reagere på hvordan det er. Så, vi bliver siddende, opmærksomme på vejrtrækningens fornemmelser, og værende viden om opmærksomheden allerede er.
Det er kun når sindet er åbent og modtageligt, at lære, at se, og forandring er muligt. I mindfulness praksis er du nødt til at bringe hele din væren ind i processen.
At leve i nuet
Intentionen sætter scenen for hvad der er muligt
Den attitude med hvilken du iværksætter din praksis, når du giver opmærksomhed, og er til stede, er afgørende. Det er den muld, i hvilket du vil kultivere din evne til at berolige sindet, og afslappe din krop, til at koncentrere dig, og se mere klart.
Hvis din energi og dit engagement til praksis er lavt, vil det blive svært at udvikle ro og blive afslappet, vedvarende.
Hvis mulden er virkelig forurenet, det vil sige, du forsøger at tvinge dig selv til at slappe af, og kommanderer med dig selv "at der skal ske noget", vil ingenting vokse, og du vil hurtigt konkludere meditaion ikke virker.
Siden vi tror vi ved, hvad vi har brug for, og hvor vi vil hen er så indgroet i vores sind, kan vi meget nemt blive fanget i at prøve at kontrollere ting, for at få dem "på vores måde", men denne attitude er modsætning til arbejdet med bevidsthed og heling.
Bevidsthed kræver kun at vi giver opmærksomhed, og ser ting som de er. Det kræver ingen ændringer.
Accept, en måde at komme i kontakt med samhørighed og helhed. Ingen af disse kan tvinges, lige som du ikke kan tvinge dig selv til at falde i søvn.
Det kan ikke opnås ved viljens tvang, den form for indsats vil kun producere spænding og frustration.
Attituder
Hvis du kommer til praksis og tænker: "Det her kommer ikke til at virke, men jeg gør det alligevel". Vil det sandsynligvis ikke være gavnligt. Fordi første gang du føler nogen smerte, eller noget ukomfortabelt, så vil du sige til dig selv, "se, jeg vidste det, min smerte ville ikke gå væk", eller "Jeg vidste at jeg ikke ville være i stand til at fokusere eller koncentrere mig", og det vil bekræfte din forudindtagethed om, at det ikke ville virke.
Hvis du kommer som en sandt "troende", overbevidst om dette er den rigtige vej for dig, at mindfulness er svaret, er chancerne for at du hurtigt bliver skuffet store. Så snart du finder ud af, at du er den samme person du altid har været, og at dette arbejde kræver en indsats og konsistens, og ikke bare er en romantisk tro på værdien af meditation, afslapning, eller mindfulness, mister du måske entusiasmen.
De mennesker som kommer med en skeptisk, men åben-sindet attitude klarer sig bedst. Deres attitude er "Jeg ved ikke om det her vil virke eller ej, jeg har mine tvivl, men jeg har tænkt mig at prøve og give det en helhjertet chance, og se hvad der sker."
Så, den attitude vi bringer ind i mindfulness praksis, vil for en stor del afgøre, hvordan det går på lang sigt.
Det er dine intentioner der sætter scenen for hvad der er muligt. De minder dig om, fra øjeblik til øjeblik, hvorfor du overhovedet praktiserer.
Øvelse - vejrtrækning
1.
Indtag en behagelig stilling, liggende på ryggen eller siddende. Hvis du sidder, prøv så godt du kan at sidde i en oprejst stilling, som føles værdig, hold ryggen lige, og lad dine skuldre falde ned.
2.
Tillad øjnene at lukke, hvis det føles komfortabelt for dig.
3.
Tillad din opmærksomhed blidt at hvile og "belyse" din mave, som hvis du går i skoven, og ser et vildt dyr, på en træstup i en lysning. Føl din mave blidt udvide sig med indåndingen, og falde eller trække sig tilbage på udåndingen.
4.
Så godt som du kan, hold fokus på de forskellige fornemmelser associeret med åndedrættet - Vær med åndedrættet - Vær med indåndingen igennem hele dens længde, og udåndingen gennem hele dens længde. Som hvis du ridder på bølgerne af din egen vejrtrækning.
5.
Hver gang du bemærker at dit sind er vandret væk fra vejrtrækningen, bemærk at det er blevet båret væk, og bring igen blidt opmærksomheden tilbage til din mave, og til fornemmelserne associeret med luften som strømmer ind med indåndingen og luften som strømmer ud med udåndingen.
6.
Hvis dit sind vandrer væk fra vejrtrækningen tusinde gange, så er "jobbet" stadig ganske enkelt at bemærke, hvad der er dig på sinde, i det øjeblik du opdager din opmærksomhed ikke længere er på vejrtrækningen. Og bring så din opmærksomhed tilbage til vejrtrækningen, hver eneste gang, uanset hvad sindet bliver beskæftiget med. Så godt du kan, forsøg at hvile i opmærksomheden, af følelsen af vejrtrækningen som bevæger sig ind og ud af kroppen. Eller kom tilbage til det igen, og igen, og igen.
7.
Praktiser denne øvelse i femten minutter på et bekvemt tidspunkt hver dag, lige gyldig om du har lyst til det eller ej, igennem en uge, og se hvordan det er at indbygge en fast meditationspraksis i dit liv. Vær opmærksom på, hvordan det er at tilbringe tid, bare med din vejrtrækning hver dag, uden at skulle gøre noget andet.
Din vejrtræknings kraft
En måde udvekslingen af energi og substans foregår på er igennem vejrtrækningen. Med hver åndedrag udveksles kuldioxid fra forbrændingen i kroppen med iltmolekyler, som optages i kroppen til at holde forbrændingen i kroppen i gang. Afgivelse af affaldsstoffer med udåndingen, ilt til energi med indåndingen. Hele tiden holdes denne rytmiske cyklus kroppen i live.
Hjerter er åndedrættets partner, som sørger for det iltede blod kommer ud til hele kroppen, og tilbage til lungerne med affalsstoffer igen. Hjertet har også en grundlæggende rytme.
Prøv at lægge mærke til din vejrtrækning i forskellige situationer, når du er ivrig, overrasket, ked af det, vred, eller glæder dig over noget. Læg mærke til det ændrer sig. Nogen gange er vejrtrækningen regelmæssig, nogen gange uregelmæssig, nogle gange påskyndet.
Vejrtrækningen har en ekstremt vigtig rolle i meditation og i at kontakte kroppens evne til selvheling.
De grundlæggende pulsationer i kroppen er særlig frugtbare at fokusere på i meditation, fordi de er så intimt forbundet med vores erfaring af at være i live.
Vi fokuserer på vejrtrækningen, fordi den er nemmere at fornemme, end vores hjertes slag.
Og fordi den ændrer sig, og så lærer vi lige fra starten, at blive behageligt tilpas med forandring.
for nogen kan det være angstprovokerende at fokusere på vejrtrækningen. Især hvis man tidligere har haft tendens til at hyperventilere. Så kan det være svært at være med vejrtrækningen uden at prøve at kontrollere den.
At forsøge at kontrollere vejrtrækningen giver ikke resultat. tværtimod. Det er indsatsen vi gør ved at være mindful med vejrtrækningen. Det er simpelthen at være opmærksom på følelsen af ind- og udånding.
Ideen er at være opmærksom på de fornemmelser der akkompagnierer din vejrtrækning, der hvor du har din opmærksomhed, og holde dem forest i dit opmærksomhedsfelt, fra øjeblik til øjeblik.Vi føler luften, når den passerer ud og ind gennem næseborene. Vi føler musklerne bevæger i brystkassen, vi føler maven hæver og sænker sig.
At fokusere på vejrtrækningen ved din mave kan være beroligende.
Og når vi er opmærksom på vores vejrtrækning nede i maven, lytter vi ind til en del af kroppen, som er langt fra vores hoved, og derfor lang fra vores tænkende sinds agitationer.
Så derfor er det værdifuldt for at genetablere indre ro og balance, når vi skal vende os mod det at "der kan være kraftige følelser" eller mange tanker i sindet.
I meditationen kan vejrtrækningen være pålidelig og altid-nærværende anker, vi altid kan vende tilbage til med vores opmærksomhed.
At "lytte ind" til vejrtrækningen, hvor som helst vi er opmærksom på den, tillader os, at droppe ned under agitationens overflade, ind i afspænding, ro og stabilitet, uden at skulle ændre på noget overhovedet.
Når vi kan hvile i opmærksomhed på fornemmelsen af vejrtrækningen, bare et øjeblik eller to, er vi ude af vinden og beskyttet fra bølgernes bryden, og de medfølgende spændinger.
Dette er en meget vigtig måde, du altid kan genskabe kontakten med den potentielle dybere ro i dig.
Du kan se ting mere klart, og handle ud fra indre balance, i stedet for at blive kastet rundt af dits sinds agitationer.
Det er grunden til at vi skaber et venskab med vejrtrækningen ved maven lige fra start. Det er en bred vej til at finde indre ro. Men i virkeligheden er det at blive venner med opmærksomheden i sig selv.
Vi lærer at bebo opmærksomhed, og at legemliggøre opmærksomhed øjeblik efter øjeblik, åndedrag efter åndedrag.
Alle øjeblikke du gennem din dag, hvor du bringer opmærksomhed til din vejrtrækning på denne måde, bliver et øjeblik med meditativ bevidsthed.
Vær mindful med hvad du faktisk føler fra øjeblik til øjeblik. Hold din opmærksomhed vejrtrækningen på hele indåndingens længde, og hele udåndingens længde.
Øvelse
- I løbet af dagen
1.
Lyt/sans ind til din vejrtrækning på forskellige tidspunkter i løbet af dagen, føl maven gennem en eller to cykler af at stige og falde tilbage.
2.
Bliv opmærksom på dine tanker og følelser i disse øjeblikke, bare observer dem med venlighed, uden at dømme dem, eller dig selv.
3.
På samme tid, vær opmærksom på forandringer i den måde du ser dig selv, og føler om dig selv.
4.
Spørg dig selv, og se virkelig efter om din opmærksomhed på en følelse eller tanke som kommer op, rent faktisk er fanget i følelsen eller i tankens indhold.
Vejrtrækning er ikke bare vejrtrækningen
Når vi starter med at give opmærksomhed til vores vejrtrækning regelmæssigt, ændrer vores forhold til vejrtrækningen sig. Den hjælper os med at samle vores ofte ufokuserede energier, og centrere os selv.
Vi bliver bedre i stand til at være bevidste om tanker og følelser, samtidig med vi forbliver rolige, og med et mere kræsent øje. Vi er i stand til at se ting mere klart, og i et større perspektiv, alt samme fordi vi er lidt mere vågne, lidt mere vågne.
Og med opmærksomheden kommer også følelsen af at have mere indre rum, rum til bevægelse, rum til at rumme, og flere valgmuligheder. Være mere fri til at vælge effektivte og passende svar i stressfulde situationer, i stedet for at miste ligevægten, og selvfølelsen, som resultat af at blive overvældet.
Du vil opdage at det er muligt at dirigere / lede din vejrtrækning til forskellige dele af din krop, på en sådan måde, at den vil gennemtrænge og lindre områder der er skadet eller smertefulde, samtidig med det beroliger og stabiliserer sindet.
Vi kan også bruge vejrtrækningen til at raffinere vores indre kapacitet til at hvile i udstrækning i tid i ro og fokuseret opmærksomhed. Ved at give sindet en ting at holde styr på, hovedsagelig vejrtrækningen. I stedet for alle de andre ting, der kan foregå til tider helt ubevidst i sindet, og som forstyrrer vores koncentration.
Jo mere vi erfarer disse ting i øvelserne, jo mere kommer vi også naturligt til at kunne regne med det som en pålidelig vej, i vores hverdag. Alt hvad vi behøver at gøre, er at gøre brug af det, og derved fordybe vores evne til opmærksomhed og tålmodighed.
En fast praksis / øvelsestid dagligt bliver faktisk det vigtigste element for at opnå resultaterne. Det er i selve opmærksomheden, at det vigtigste og det ægte transformerende potentiale ligger.
Det handler om, hvordan vi relaterer til vores oplevelser.
Der er to måder at praktisere mindfulness med vejrtrækningen-
1. Formel siddende praksis. Andre aktiviteter stoppes og tiden er sat af - indtager en udvalgt kropsholdning, og hviler med vejrtrækningen, øjeblik efter øjeblik.
Den dybere ro som kommer ved bare at være med vejrtrækningen, udvikler sig over tid, bliver mere stabil, mere robust, og mere til at stole på.
2. At være mindful med vejrtrækningen engang imellem i løbet af dagen, eller hele dagen, når praksis bliver meget stabil.
Dette kaldes uformel praksis. Den kan ikke stå alene, da den uden formel praksis vil miste evne til at være stabiliserende.
At sidde fast i stress reaktivitet
Livet er forunderligt
Nogen gange, selv når vi er ansigt til ansigt med livet i så fulde katastrofer, som kan indtræde, kan vi have øjeblikke af tilfredshed, fred og helhed, på trods af alt den stress, smerte og sorg vi kan føle.
Hele kroppens visdom - hjernen, nerve systemet, muskler, hjerte... det hele, alting samarbejder i kroppen for helheden. Og dette system fungerer, så det hele tiden kan tilpasse sig. Vores automatiske reaktioner kan være livreddende.
Men dette medfødte psykofysiologiske balance og dynamik , vores overordnede homostase, kan skubbes over kanten ind i dysregulation og lidelser på ethvert niveau i vores organisme, hvis vores krop drives ud over vores kapacitet til at respondere, og tilpasse sig på sunde måder.
I den sidste ende er det vores vanemæssige og automatiske reaktioner på de stressorer vi møder, især når vi får nogle uhensigtsmæssige reaktions vaner, der bestemmer i høj grad, hvor meget stress vi oplever. Automatiske reaktioner som trigges uden vi er bevidste om det, især når omstændighederne ikke er livstruende, men vi reagerer som om de er - kan ophobe og give forværring af stress. Der kan gøre problemer større end de behøvede at være over tid. De kan hindre os i at se klart, fra at løse problemer kreativt, og fra at udtrykke vores følelser effektivt, når vi har brug for at kommunikere med andre mennesker, eller bare forstå os selv. I sidste ende kan de hindre os i at have fred i sindet.
Hver gang vi reagerer vanemæssigt på usunde måder, uden opmærksomhed på mønstrene af den adfærd vi er faldet ind i, stresser vi vores indre kapacitet til velvære og balance lidt mere.
Ydre begivenheder kan være potentielle stressorer, kan bringe os ned, og generere forandringer i vores krop, vores liv, og vores sociale status. De ydre påvirkninger bliver ofte opfattet og omsat meget hurtigt, som den trussel de synes at være mod vores organisme, især under farlige forhold, fordrer til.
Der kan også være "Indre stressorer", selv vores tanker og følelser, kan være stressorer, hvis de overstiger eller dræner vores muligheder for et effektivt respons, på det de bringer op i os. Dette er sandt, selv om en tanke eller følelse ikke har grund i virligheden. F.eks. kan frygten for at have en alvorlig sygdom som f.eks. kræft, bringe en stress reaktion, selvom det blot er en tanke. Der er også kroniske stressorer, f.eks at tage sig af kronisk syge familiemedlemmer, eller selv at have en kronisk sygdomstilstand. Akutte stressorer kommer og går over kort tidsinterval som f.eks. at skulle til eksamen, eller løst en opgave indenfor en frist, eller sidde fast i trafikken.
Meget kan skabe akut stress i os og kræve effektiv tilpasning, så vi på et tidspunkt heler, gennem en process, hvor vi kommer overens med det som er sket. Uden en sådan process, kan vi falde ind i uheldige mønstre, der over tid betyder øget kronisk stress.
Vi er i gang med en indre marathon
Hvis vi ikke indser at vi er igang med en indre marathon, af indre tilpasning, er det nemt at løbe tør for energi, og vi kan nemt kommet til at føle os kronisk udmattet og udbrændte.
"Epel" gør i sin forskning opmærksom på, at et akut stressor, kan blive kronisk, gennem påtrængende tanker, bekymringer og rumination. Disse tankemønstre i sig selv, bliver interne stress episoder, der komprimerer og trækker stress ud. De påvirker også kroppen og dens fysiologi.
Alarm reaktioner
Alarm reaktioner er kroppens måde at lynhurtigt komme i forsvars eller aggressionsberedskab. Der er to måder, man kan reagerer på akut fare.
Flight - or fight response
Kæmp eller flygt respons
Medfører hyperarousal, med muskelspænding, aktivering af stærke følelser, frygt, terror, angst, skam, raseri etc. Hormoner frigives f.ek.s adrenelin og noradrenalin, og på lidt længere sigt cortisol. Det betyder øget sanseopfattelse, f.eks. pupildilatering, og at hårene rejser sig.
Hjertet begynder at pumpe hurtigere og hårdere, så blodtrykket stiger. Samtidig lukkes ned for blodtilførslen til mavetarmkanalen, dette kan til tider føles som "sommerfugle i maven"
Flight - og fight respons er ikke en fast og fuldstændig refleks, men en del af en intelligent evolutioneret respons, som kan klare os igennem komplekse situationer, som kan true vores overlevelse. så det er ikke en dårlig vital-kapacitet.
Problemet er, det er ikke under vores kontrol, og vi ved ikke hvordan vi skal modulere responset.
Det bliver rigtig problematisk, når vores sind opfatter trusler, på et eller flere niveauer, selvom der ikke reelt er nogen.
På denne måde kan flight - or fight responset blive kronisk aktiveret, og det ændrer vores fysiologi, lige så vel som vores psykologi.
Disse ting foranledes af det autonome nervesystem. Der er karakteriseret ved ikke at være under tankens styring eller kontrol, men reflektivt.
Det sympatiske nervesystem står for de overnfor nævnte respons, og er karakteriseret ved arousal.
Det parasympatiske nervesystem er karakteriseret ved at være aktivt når kroppen er i ro, og aktiverer bl.a. fordøjelse. I det parasympatiske nervesystem spiller Nervus Vagus (en parasympatisk nervegren) en stor rolle, især i forhold til stress. Jo mere aktiv en Vagus nerne man har, jo større modstand mod, og jo hurtigere kommer man sig over stress. Man er mere rolig, har mere modstand, er mere social og har flere positive følelser.
Det øger vagus-aktivitet at være opmærksom på vejrtrækningen, og tillade den naturligt at blive langsommere, især langsommere udåndinger eller pauser efter nogle udåndinger øger vagus tonus.
Alle disse konsekvenser af kronisk arousal, kan måske undgås.
Eller i det mindste reduceres, og dermed mere løselige, hvis vi lærer at genkende tendensen til at gå i en fuld stress reaktion, og modulere den med et mere mindful baseret respons.
Det betyder at skulle kunne genkende øjeblikkeligt, at opfattelsen af en trussel ofte er upræcis og genererer unødig frygt, og lidelse for os selv.
Denne nye måde at være i relation med stress-respons, og potetielle stressorer kan være meget frisættende.
folk har mange flere valg i situationer med social stress og konflikt, men vi hænger ofte fast i de samme mønstre af dominans og underkastelse.
Vores reaktioner i sociale situationer er ofte ikke så meget anderledes end dyrs. Men, det er sjældent dyr af samme race, slår hinanden ihjel i sociale konflikter, som mennesker gør.
Meget af vores stress kommer fra trusler, virkelige eller forestilte, mod vores sociale status, om vores ide om, hvordan andre opfatter os.
Reaktioner kan være automatiske, på alt, hvad der truer vores ide om veltilpashed. Udfordrer vores sociale status, vores ego, eller stærke overbevisninger, eller vores ønske om at kontrollere ting eller have dem på en bestemt måde. Det katapulter os ind i et stadie af hyperarousal, klar til at kæmpe eller flygte, om vi vil det eller ej.
Folk der starter på mindfulness mod stress, der har fungeret i USA siden 1976, beskriver dem selv som:
Anspændte og angste det meste af tiden. De lider af kroniske muskelspændinger, typisk i skuldrene, ansigtet, panden, kæben og hænderne. Typisk også høj puls, og kronisk hyperarousal. De føler sig rystede indvendig, har "sommerfugle" i maven, oplever oversprungne hjerteslag eller hjertebanken, eller har kronisk sved i håndfladerne.
De har hyppigt en trang til at flygte, der kommer op til overfladen, og måske også impulser til at reagere med vrede, eller komme i skænderier, og slåskampe.
En typisk måde vi håndterer vores stressreaktioner på er at vi undertrykker vores følelser så godt vi kan. Vi lukker af for dem.
For at gøre det lægger vi vores arousal det eneste sted vi kan komme i tanke om: Dybt inde i os. Vi internaliserer den. Vi undertrykker vores følelser og undgår at beskæftige os med dem, og med aktualiteten af situationen.
Den gode ting ved at kæmpe eller løbe er, at det er udmattende, så når den stressende situation er ovre, tager parasympatikus over, og du slapper af.
En typisk utilpasset strategi for coping er at benægte der er et problem. "Hvem mig, anspændt?", siger den der benægter, mens kropsproget udstråler ophobet muskelspænding og uforløste følelser.
For nogen tager det lang tid at indrømme der er et problem. Indtil da, kan de lagrede følelser komme til overfladen på mange måder, bl.a vrede og fortørnelse. Disse er tegn på, at du har modstand mod at se på noget dybere i dig selv.
Tekster fra denne side er egne oversættelser fra:
Jon Kabat-Zinn:
"Full Catastrophe living"
Grundbog for MBSR forløb
og egne tekster og erfaringer.